Foreningen blev stiftet den 28. marts 1966.
Grundejerforeningen Holmegård ligger i Kokkedals vestlige del og består af 246 parcelhuse på villavejene Rugvænget, Havrevænget, og Bygvænget.
GFH - Nyheder
Kære grundejere
Fastelavn
Så nærmer tiden sig for vores næste fastelavnsfest. Søndag den 2. Marts. Vi håber, at det igen i år bliver en hyggelig dag med rigtig mange deltagere.
Bemærk: I år er festen flyttet til Egedal - Byens Hus!
Tilmelding sendes til holmegaardgf@gmail.com
Ved tilmelding bedes du/i nævne:
- Adresse:
- Antal voksne:
- Antal børn samt alder:
Tilmelding er for nærmeste familie og DEADLINE er senest d. 14. februar. Der er max plads til 150 mennesker, så det er først til mølle.
Husk! Det er grundejerforeningens store fest og at man ikke behøver at medbringe børn for at deltage. Så meld jer til og få en festlig dag sammen med naboerne.
Med venlig hilsen
Grundejerforeningen Holmegård
Bestyrelsen
Generalforsamling Tirsdag den 5. november kl. 18:30 - 21:00
Kære grundejere
Skrivelse fra Borgmesteren i Fredensborg Kommune
Kære borgere i området omkring Rugvænget
På baggrund af dialogmødet i Byens Hus den 29. februar, hvor vi drøftede placering af ny daginstitution i Kokkedal og fremtidig trafik på Rugvænget, har vi i Byrådets budgetforligskreds (som består af alle i byrådet) nu genbesøgt alle de lokaliteter, der tidligere har været overvejet. Herunder også grunden syd for Egedalshallen, som flere af jer nævnte på mødet.
Jeg skriver nu, for at give jer en tilbagemelding som lovet.
Vi i forligskredsen vurderer fortsat, at placeringen af en ny daginstitution på boldbanen nord for Kokkedal Skole, er bedst af hensyn til størrelsen og de muligheder, det giver for børnene. Vi er meget opmærksomme på jeres bekymringer omkring øget trafik ad Rugvænget og derfor er det også en del af beslutningen, at al trafik med aflevering og hentning af børn skal ske øst fra skolens parkeringsplads. Vi har nu bedt administrationen om i det videre arbejde at tage alle de hensyn, de kan både i den kommende planlægningsproces for institutionen og i forhold til en periode med byggeri.
I arbejdet med et lokalplansforslag vil vi derfor arbejde med følgende forhold:
• Bygningen placeres i den østlige del af grunden for. Dette skal gøre det mere attraktivt for forældre at parkere på den store parkeringsplads ved skolen. Al forældre og personalekørsel til og fra institutionen vil skulle ske via skolens parkeringsplads. Der vil i planlægningen blive arbejdet med løsninger, der skal sikre at det udelukkende vil være handicapkørsel, renovation samt varelevering, der vil skulle køre ad Rugvænget.
• I udbuddet til entreprenøren, der skal bygge daginstitutionen, vil der være krav om, at de skal redegøre for, hvordan byggeriet kan etableres med størst muligt hensyntagen til borgere på Rugvænget.
Jeg er klar over, at det ikke er en løsning der er ideel set med jeres øjne, men denne placering er den eneste lokalitet i bysamfundet, hvor vi har mulighed for at planlægge for en stor daginstitution i et plan og med tilstrækkelige udearealer. Dette hensyn har været udslagsgivende for at vi har besluttet at fortsætte planlægningsprocessen med denne lokalitet.
Med dette udgangspunkt vil vi fortsætte lokalplansprocessen med udarbejdelsen af et forslag til lokalplan. Næste skridt bliver en behandling af forslaget i Byrådet, hvorefter I vil få forslaget i høring og blive invitere til et borgermøde om planerne.
Vores svar til Borgmesteren:
Kære Borgermester Thomas Lykke Pedersen,
Mange tak for din tilbagemelding. Selvom vi ikke er tilfredse med jeres vurdering om at anvende Rugvænget som trafikkorridor til den nye institution, ønsker bestyrelsen i Grundejerforeningen Holmgård fortsat at have en konstruktiv dialog vedrørende den videre proces.
Vi ønsker at være aktivt involveret i processen og give vores synspunkter, så vi sammen kan skabe et bedre miljø i vores lokale område. Bestyrelsen håber på at blive inddraget og er klar til at deltage i fremtidige møder, når processen går i gang.
På vegne af Grundejerforeningens bestyrelse,
Hossein Armandi
Grundejerforeningen Holmegård
Bestyrelsen
Vedligholdelse af stier og veje
Bestyrelsen har i foråret arbejdet ihærdigt på at få noget gjort ved vedligeholdelsen af vores veje og stier.
Det lykkedes os at få borgmester Thomas Lykke Pedersen til hele to gange sammen med Nordsjællands Park og Vej (NSPV) og os at besigtige området. En stor tak til Thomas for hans indsats for at løse grundejerforeningens problemer.
NSPV har efterfølgende lavet en handlingsplan for forbedringer. Handlingsplanen ligger på vores hjemmeside fanen "Nyttig viden"
Fjernvarme
Bestyrelsen har arbejdet intenst for at påvirke beslutningstagerne, så vi kan få tilbudt fjernvarme i vores område. Vi arbejder stadig videre og udforsker også andre muligheder.
Vilde katte.
Det vrimler med vilde katte i området. Mange af kattene er syge. Mange grundejere føler sig chikaneret af kattene, der blandt andet besørger i grøntsag bede etc.
Fredensborg kommune vil ikke påtage sig opgaven med at bortskaffe kattene, men mener, at det er op til beboerne selv og vi opfordrer derfor alle til ikke at fodre de vilde katte og fodre egne katte indendørs.
Tilbud fra Skousen Kokkedal
Skousen giver 25% rabat på varer i den fysiske butik i Kokkedal til medlemmer af grundejerforeningen.
Se nærmere på fanen "Nyttig viden".
Beskæring af hække og træer mod offentlig vej og sti
Vi har bemærket, at der flere steder er beplantning ud over stier og veje, der ikke overholder kommunens regler.
Se kommunens orientering om krav til beskæring af hække og træer mod offentlige veje og stier under fanen "Nyttig viden".
Fast hegn i skel mod vej og sti
Der er flere og flere grundejere, der opsætter fast hegn (plankeværk etc.) i skel ud til vej og sti. Ifølge udstykningsdeklarationerne for grundejerforeningen må man kun sætte levende hegn.
Bestyrelsen har drøftet problemet og besluttet at omdele en skrivelse med bestyrelsens holdning til alle husstande. Se skrivelsen under fanen "Nyttig viden".
I tidligere sager har kommunen angivet, hvad de vil acceptere:
" Det er kommunens vurdering at et fast hegn i kombination med levende hegn i skel, skal være placeret mindst 1 m fra skel således at vækstbetingelserne for det levende hegn ikke forringes og begge hegn kan vedligeholdes på begge sider."
Nyheder
Foreningen udgiver et elektronisk nyhedsbrev via e-mail til interesserede medlemmer. Nyhedsbrevet indeholder relevante nyheder og meddelelser så som:
- Indbydelser til fastelavnsfest og generalforsamling og påmindelser om tilmelding til samme.
- Nye rabatordninger for foreningens medlemmer
- Generel information af interesse for medlemmerne så som solenergianlæg, indbrud, vejarbejder etc.
- Nyt fra medlemmerne
Hvis du har nyheder eller anden information, du mener, er af interesse for medlemmerne, så skriv til os. Vi vil så bringe det i et nyhedsbrev.
Vi forventer at nyhedsbrevet vil udkomme mellem 4 og 6 gange om året.
Og I kan til- og framelde jer til nyhedsbrevet ved at sende en e-mail med adresse og e-mail til: Holmegaardgf@gmail.com.
I kan også melde jer ind i vores Facebook gruppe, ved at sende en mail til os.
Bestyrelsen mener
Der verserer for tiden flere sager mellem kommunen og grundejere, der ikke har overholdt deklarationerne for området, specielt vedrørende hegn og campingvogne
Se bestyrelsens holdning under fanen "Bestyrelsen mener.."
Støjende redskaber er kun tilladt i tidsrummet:
Mandag - fredag..............mellem kl. 08:00 - 19:00
Lørdag ..........................mellem kl. 08:00 - 16:00
Søndag & helligdage........mellem kl. 08:00 - 12:00